Nyhederne I morgen
Uanset hvad der sker kan vi være ret sikre på, at der altid vil være to karakterer tilstede i medieuniverset: dem, der fortæller og dem, der tager imod. En ny relation er i gang med at blive skabt mellem disse to karakterer – for de vil rigtig gerne i kontakt med hinanden. Tidsdimensionen hjælper til: I stedet for at fortælle om noget, der er sket kan vi begynde at involvere målgruppen både før, under og efter en begivenhed. Som supplement til public service kan vi have public activation – for nu at bruge et begreb fra De Nye Spilleregler. I dette kapitel handler det om fremtiden. Vi skal se på trends og alle de nye redskaber journalisterne har til rådighed: fra droner over algoritmer til digitalt papir. Vi skal både arbejde med de nye former for smart formidling, og med hvor svært det bliver at trænge gennem med sine budskaber. Vi skal kunne navigere i det stadig tykkere mediemorads, så det der fortjener opmærksomhed kan få det. Og vi skal tro på, at vi kan rykke verden, når det sker.
Velkommen til fremtiden
Den konstruktive journalistik har sin helt store berettigelse i forhold til begivenheder, der ikke er sket endnu, og i forhold til at kunne skabe rum til handling. Fremtidens journalister får derfor behov for at kunne forvente og forudse, hvad der kan eller vil ske.
For når man har data til at kunne forudse problemer, kriser og katastrofer, hvordan fortæller og involverer man så – ikke for at finde ofre og placere skyld – men for at forhindre, at problemerne opstår? Og hvordan trænger man igennem og fanger opmærksomheden?
Er det svært at spå?
“Det er svært at spå. Især om fremtiden”, sagde man i den gamle medieverden. Men det 21. århundrede er en digital bog: Data logges om vores adfærd, når vi rejser, handler, går til læge, dyrker sport, kører i bil, surfer på nettet – det er faktisk svært at finde et område, hvor der ikke foregår en eller anden form for monitorering. Vi får alt fra bleer, der kan registrere om babyens kost er sammensat godt nok, 3D-printere, der kan printe alt fra sko til briller, og havne, der scanner og registrerer alt hvad der fragtes rundt med alverdens containerskibe. Det logges alt sammen i store mængder af bits and bytes i det man under ét kalder for “Big Data”.
Big Data er et fænomen, der vender rigtig mange ting på hovedet: F.eks. er den normale videnskabelige proces at man opstiller en hypotese eller en problemformulering, hvorefter man går ud og samler data, som man over en kortere eller længere tidsperiode kan konkludere noget ud fra.
Det er en ofte dyr og krævende proces, hvor man ikke fra starten kan være sikker på at opnå et resultat, som kan bruges til noget. Især den frie forskning og grundforskningen har længe været under pres, fordi “vi jo ikke kan se, hvad vi skal bruge den til” – og nej, det kan vi i videnskabssagens natur jo først, når vi ved, hvad det er, vi fra starten ikke vidste, at vi ikke vidste.
Big data “flipper” denne proces. For det nye er, at vi allerede har data. Og her kommer en af De Nye Spilleregler rigtigt på sin plads, fordi det vigtige ikke er at eje data, men at have adgang til data.
Journalister, der har adgang til data og forstår at anvende dem, kan dermed lave “nyhederne i morgen”. Vi kan faktisk vide rigtig meget om, hvad der er på vej: Vi ved, at levealderen stiger, vi ved, at vi på et eller andet tidspunkt får selvkørende biler, vi ved, at sensorer skaber en ny måde at agere med omverden på, og vi kan forvente at arbejde og pension bliver noget andet for en generation, der har en estimeret levealder på over 100 år. Så nej, det er ikke svært at spå – men det er svært at få overblik og koordinere den rigtige indsats. Som formuleret af en gymnasieelev: “Det bliver stadig nemmere at forudse fremtiden, men det bliver stadig sværere at forudse paradokserne og dilemmaerne”.
Nyhederne i morgen
Fakta og data er blevet tilgængeligt på en helt anden måde, og vi får et endnu større behov for mediering, fortolkning, samtale og overblik.
Man siger indenfor IT-branchen, at det at have data er ligesom at sejle i saltvand: “Water, water everywhere, but not a drop to drink. Information, information everywhere, but no one to help me think.”
I dag kan det lade sig gøre at forudsige hungersnød eller epidemier flere måneder eller år, før de bryder ud. Vi ved hvornår storme kommer og vulkaner går i udbrud. Så hvad vil vi helst? Læse om problemerne, når de er her, og selv være ofrene – eller glædes ved, at vi kan sidde trygt i sofaen, mens vi lytter til det gamle blame-game om, hvorfor politikere eller andet godtfolk ikke handlede i tide?
Måske vi hellere selv vil være med til at gøre noget aktivt for at dårlige ting ikke sker, og fremme at de gode gør? Lokalt såvel som globalt? Og måske er det derfor, at unge mennesker ikke gider de traditionelle nyheder? Fordi de ikke giver rum eller mulighed til at man selv kan gøre noget – andet end at være en passiv observatør. Uanset hvad problemet er, kan det hele så løses ved hjælp af teknologi og data?
Sansynligvis ikke.
High tech – High touch
Jo mere tech verden bliver, jo mere får vi behov for touch. Denne trend er beskrevet i bogen af samme navn af fremtidsforskeren John Naisbitt i 1999. Forudsigelsen i bogen er, at jo mindre vi behøver at være sammen – fordi vi kan arbejde derhjemme, være på facebook med vennerne, skype med bankrådgiveren, konsultere vores læge, bestille varer eller modtage undervisning over nettet – jo større bliver behovet for at være sammen. Vi er sociale væsner og vi fungerer dårligt uden andre – med alt hvad der tilhører af snavs og sved, frustration og irritation, empati og kærlighed. Jo mere tech, jo mere touch.
Vi skal kæmpe for det menneskelige
Problemet er bare, at touch-delen ikke kommer af sig selv. Hvis ikke vi ved eller har lært, hvordan man omgås andre, så er det ikke naturligt for os at gå ud og opsøge det – det er svært at spørge efter det, man ikke ved er vigtigt. I stedet taler vi højlydt i mobilen i toget, tjekker e-mails til middagsselskabet, og de voksne skælder ud på børnene, når de er opslugt af deres iPads, uden at bemærke hvor meget de selv er klistret fast til deres egne computere.
Hvis ikke vi har naturlig samhørighed med andre mennesker, så bliver vi nemt generte, ensomme og har svært ved at opsøge nye bekendtskaber. Hvis ikke vi øver den demokratiske debat og anerkender behovet for at kunne rumme andres underlige holdinger i en stadig mere multikulturel verden, så bliver “vi-og-dem-tankegangen” forstærket.
“Filter bubbles” kalder man det fænomen, at vi hele tiden filtrerer information omkring os i forhold til hvad der er vigtigt lige nu. Søgemaskinerne forstærker filter bubbles: En søgning på én computer vil give et andet resultat på en anden, fordi søgemaskinen tilpasser sig “sit menneske”. Priser er f.eks. også forskellige på nettet alt efter hvem der søger. Man kan sige, at vi alle sammen går rundt med i en osteklokke, og det er vigtigt at være bevidst om det.
Med andre ord, så har dansklæreren en stor, god og meningsfuld opgave i at give sine elever en ny form for samtale. En ny form for prosa, om man vil.
En ny form for prosa
Sociologen Daniel Bell sagde engang: “The nation-state has become too small for the big problems of life and too big for the small problems”.
Vi kritiserer gerne vores folkevalgte. Men måske er det ikke vores politikere, der er dumme. Måske er det politiske system for rigidt? Og måske kunne den konstruktive journalistik bidrage til at skabe et andet, bedre og mere transparent system, hvor der stadig er plads til det sensationelle, og man ikke skal gå på kompromis med det kritiske, men hvor fokus ligger på det konstruktive. Vi har brug for en ny generation af journalister, der har lært flere teknikker, kan rumme mere, kan visualisere og engagere – og forløse problemstillinger, der retter sig mod at inspirere. Og vi har brug for et publikum, der gerne vil have det forøgede bevidsthedsniveau og de nye perspektiver, som den konstruktive journalistik byder på.
Vi antager, at det vil de fleste. De fleste mennesker vil nok gerne være bedre mennesker, der gør bedre ting, men man er måske ikke altid i humør til det. Eller man har ikke tid eller ved ikke, hvordan man skal gøre. Journalisten skal kunne ramme sit publikum på den rette måde, på det rette tidspunkt med den rette viden. Og det ville være rart, hvis det var den positive påvirkning man blev målt på i stedet for salgs-, oplags- eller seertal.
Interessant nok er det denne vej vinden blæser: På de sociale medier designes algoritmerne, så det ikke længere kun er mange klik og delinger, det handler om, men i stedet om kommentering og stærke netværk. Dvs. det er mere vigtigt at kunne engagere sin målgruppe i meningsfulde samtaler om det man har på hjerte, end at have mange læsere, der er hurtigt inde og hurtigt ude.
Der er en fremtid for kvalitet, for nettet glemmer intet, og laver man noget der er rigtig godt, skal det nok blive fundet – med tiden.
En ny social kontrakt
Den konstruktive journalistik lægger således op til en ny social kontrakt.
Denne kontrakt er i gang med at blive skrevet, hvilket man kan iagttage, hvis man lytter højt nok. Vi kan se mange eksempler på, at folk finder sammen på tværs af grænser for at skabe nye løsninger. Og vi kan se gamle magtstrukturer blive revet ned. Crowdsourcing, mikrofinansiering, facebook og twitter vinder frem, mens annoncemodeller, mediehuse og det lokalpolitiske vakler.
Hvad den konstruktive journalistik kan og skal kunne i fremtiden skal vi gerne have mange flere eksempler på. Den er i høj grad under construction, og det bliver en lang og spændende rejse, som I allerede nu er med på.
Dette kapitel skal også ses som en rejse. Et åbent rum, hvor vi ikke kender destinationen, men skaber succeser (og fiaskoer) undervejs. Eksperimenter, giv feedback og “lav noget lort I kan forholde jer til”.
Fremtiden er i sagens natur et område, der har det rigtig godt med åbne spørgsmål, forestillinger om hvad der vil ske og associationsøvelser. Fremtiden er mindre “analyse” (skille ad) og meget mere “syntese” (bygge sammen).
Her er tre spørgsmål som nutidens mediefolk går meget op i:
- Hvordan skal journalistikken finansieres?
- Vil mediehusene overleve?
- Hvordan kommunikerer vi med hinanden i det nye medieunivers?
Disse spørgsmål er gode at tage udgangspunkt i, men rummet er åbent: få klassen til at diskutere det I synes er vigtigt i forhold til fremtidens journalistik og medienavigation.