Debatindlæg: “konstruktive nyheder”

Ulrik haagerup

Medierne skylder lidt selvkritik. En god nyhed behøver ikke være død, ødelæggelse og elendighed – det kan også være inspiration og nye løsninger.

»Det er godt nok træls,« sagde min kammerats ranglede datter.

For sådan siger man i Midtjylland, når noget er æv, og hun havde fået som lektier at læse avis og se TV-nyheder i en hel uge.

»Nogle gange kan jeg slet ikke sove på grund af de nyheder, for det er da en forfærdelig verden«. Jeg forklarede hende rutinemæssigt, at det jo var vigtigt at følge med, og at vi journalister bare viderebringer virkeligheden, som den er.

For sådan siger vi hver gang en kommunikationschef, en politiker eller borddamen til kusinens konfirmation angriber journalistfaget, vores aviser eller udsendelser.

»Hvorfor er I så negative?«, spørger de altid.

»Det er vi heller ikke. Vi er bare journalister..,« sukker vi overbærende, og spørger retorisk, om vi måske skulle lade være med at dække, at terrorister flyver passagerfly ind i høje bygninger, blot for ikke at blive opfattet som negative. Det plejer at lukke munden på dem for en tid.

Men tænk nu, hvis der er noget om snakken?

Måske er rigtig mange mennesker dødtrætte af mediernes ensidige fokus på problemer, ulykker og konflikter suppleret med lidt lallende gossip om Paris Hilton, ’bløde historier’ om den seneste James Bond-film eller ’news you can use’ À la sammenligninger af flåede tomater for dog at balancere alt det triste.

Måske er tiden moden til, at vi i pressen tør være lige så kritiske over for os selv og vores egen vanetænkning, som vi fordrer af alle andre brancher, vi dækker?

Som Einstein sagde: »Uden at ændre på vores måde at tænke på, kan vi ikke løse de problemer, vi har skabt med vores måde at tænke på«.

I et debatindlæg i Politiken 13. november gav DRs tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen udtryk for bekymring over udviklingen i DR Nyheder og debatten om konstruktive nyheder. En debat, vi har indledt i DR Nyheder med det formål at sikre, at vi lever op til vores ansvar om at give danskerne den bedst opnåelige version af sandheden hver dag.

Jeg er ikke bekymret over den nye debat, tværtimod. Jeg ville være bekymret, hvis alt forblev, som det var engang.

Opgaven for DR Nyheder er fortsat at gøre danskerne klogere på den verden, vi er en del af. Og vi skal gøre det uhildet, fair, nuanceret og via de medier, som danskerne ønsker at benytte sig af.

I DR skal vi altid sætte den journalistiske kvalitet i højsædet. Og skal man turde forbedre, skal man turde forandre. Og al forandring fordrer selvkritik.

Og sandheden er, at vi er et par generationer af journalister, der har lært, at historier, ingen bliver sure over, er reklame. En god historie er altså en dårlig historie. Og danske medier, inklusive DRs egne, har i årevis flydt over med dem: – Terrortrusler, skudepisoder, krak, nedture, truende sygdomme, dramatiske ulykker, selvmordsbomber, orkaner, sult, død, ødelæggelse og politikere, der ikke kan enes. Og så er der vejret: Gråvejret fortsætter.

Hver for sig fejler historierne jo intet. I reglen godt fortalt, vinklet og afleveret. Men tilsammen rejser de ubehagelige, men nødvendige spørgsmål, hvis svar er af afgørende betydning for danskernes selvforståelse og fremtid: Giver vi et retvisende billede af verden?

Eller er vores vaner, vores verdenssyn og vores journalistiske tradition med til at male et billede, som tilsammen bliver en smule skævt? Kan man sige: negativt?

Er vores glas altid halvtomt i stedet for halvt fyldt?

Er vi så fokuserede på at fortælle om hullerne i osten, at vi sommetider glemmer at berette om osten?

Er det derfor, at så mange opfatter journalister som »sure« og »negative«? Og hvad værre er: Forhindrer det billede, vi giver danskerne i nogle af vores nyhedsmedier, at danskerne tør tænke selv og finde konstruktive løsninger på deres egne udfordringer?

Hvorfor er det her så vigtigt?

Det er det, fordi vi danskere er så få, så små og så afhængige af, at vi sammen bliver gode til at finde på. At vi udnytter den grænseløse globaliserede verden til at finde nye ideer og omdanne det til produkter eller ydelser, som giver så meget mening, at andre vil betale for det.

I al teori om innovation hedder det, at det afgørende er lysten til at prøve noget nyt. Modet til at turde fejle.

Vigtigst er den grundtone, der er blandt de mennesker, der skal arbejde sammen for at kombinere viden og de nye perspektiver, der netop er den kombination, der skaber ideer. Og er man præget af mismod og frygt, forsøger man at undgå fiasko ved at spille sikkert. Har man flere farver end sort i sit verdensbillede, så løfter man blikket og leder efter muligheder.

I virksomheder er den kulturelle ændring en ledelsesopgave. Blandt andet derfor forsøger vi i DR Nyheder at rose det, vi vil have mere af, frem for goldt at slå ned på fejlene. I et land som Danmark skabes grundtonen ikke kun af de politiske ledere, men oftere af medierne og det, de prioriterer, bearbejder og viderebringer.

Og da 85 procent af alle danskere i løbet af det næste døgn får nyheder fra DR, så kommer vi ikke uden om, at DR Nyheder er landets ubetinget største påvirker af danskernes virkelighedsopfattelse.

Bare rolig: Jeg er ikke ude på at omdanne hverken DR eller dansk presse til tandløse positivister eller danske svar på TV-shop. Vi skal hverken i DR eller i vort elskede og plagede fag holde op med at stille kritiske spørgsmål, kontrollere magthavere, tale den lille mands sag eller negligere konflikter eller problemer.

Tværtimod skal vi blive endnu skarpere og endnu grundigere til netop det. For hvis vi ikke gør det, hvem skal så?

Men jeg vil rejse en debat om, hvad vi journalister egentlig er her for – og hvilke nyhedskriterier, vi anvender, når vi vælger til og fra.

Jeg har levet af nyhedsjournalistik i 25 år. Min påstand er, at jeg og mange af mine udmærkede kolleger mener, at vi sorterer virkeligheden efter nyhedskriterierne om nyt, væsentlighed og relevans. Men instinktivt har vi en kollektiv og stereotyp opfattelse af, hvad der er en god historie, og maser for ofte virkeligheden ned gennem få standardiserede nyhedsskabeloner:

Afsløringen. Vi drømmer alle om at få Cavlingprisen, og noget af det fantastiske ved journalistik er, at faget kan vælte præsidenter, hvis vi er dygtige og vedholdende nok. Og hvis præsidenten altså er en skurk. Men er alle borgmestre som udgangspunkt korrupte, og er alle landmænd dyremishandlere? Findes der overhovedet forsikringsselskaber, der gør noget godt for nogen?

Offeret. Det er altid synd for nogen. Konsekvensjournalistikken betyder, at vi altid forsøger at finde offeret for forslag og beslutninger. Men er det egentlig synd for min tandlæge, at han ikke kan få lov til at spille golf på statens regning, bare fordi han ikke kan få lov til at gå på efterløn som 60-årig? Og er det synd for mig, hvis nogen foreslår, at de rige ikke skal modtage børnecheck, selv om det ville betyde, at jeg selv skulle betale for familiens liftkort?

Konflikten. Konfrontationer er underholdende og til at forstå. Men hvor er parterne enige? Og hvor er løsningen? Vi sætter rutinemæssigt to kombattanter i et studie og får dem til at slås verbalt. Og så slutter vi efter et par minutters såkaldt ’godt fjernsyn’ med at konstatere, at »I nok ikke bliver enige i aften, men debatten fortsætter«. Og så kan vi jo også vise, at vi er upartiske, fordi vi har fremvist to modsatrettede synspunkter. Når det går godt, er det underholdende. Men blev nogen klogere?

Dramatik. Vi redaktører elsker skud, brand, orkaner og benzineksplosioner, der gør sig godt i farver. Tornadoerne cykler rundt om kloden, der er altid en krig, en selvmordsbombe eller en landsbypsykopat, der mishandler sin kone. Og vi har billederne. Lige nu.

Hver for sig er der ikke noget i vejen med de historier, der kommer ud af at se verden på den måde. Men tilsammen er der risiko for, at billedet via forsiderne, i udsendelserne i radio, på nettet og på TV bliver skævt. Og vi risikerer at forrå den offentlige debat og skævvride virkeligheden.

For er verden kun skurke, ofre, drama og konflikter?

Nej, og derfor er der behov for at supplere de normale nyhedskriterier.

Der er også brug for løsninger, inspiration og historier om, at verden ikke kun er tosset, ond og farlig.

At den også er fuld af muligheder, glæde og livskvalitet.

Og her er en påstand: Danskerne er trætte af mediernes traditionelle verdensbilleder. Flere og flere orker ikke konflikter og politikere, der ikke kan enes. Nogle bliver mismodige af det. Andre kaster sig i armene på de medier, der udelukkende har som ambition at hjælpe folk med at slå tiden ihjel. Samtidig presser de traditionelle mediers nyhedskriterier politikere, der vil genvælges, til unuancerede, konfrontatoriske og kortfattede soundbites, der yderligere graver grøfterne dybere.

Forleden talte jeg med et erfarent folketingsmedlem, der reflekterede over konsekvenserne af mediernes nyhedsskabeloner. Han oplever, at hans parti bliver mere og mere optaget af fokusgrupper, markedsføring og spindoctorer, der skal lære de folkevalgte at kommunikere til offentligheden gennem journalisternes nyhedsskabeloner om afsløring, konflikt, drama og offer: »Den eneste måde, vi kan komme i medierne på, er at kritisere nogen. Men vi bliver hele tiden nødt til at skrue op for volumen-knappen, så vi bare bliver sådan nogle brokkehoveder, der næsten glemmer, hvad vi selv mener,« sagde det frustrerende folketingsmedlem.

Vi journalister har lært hinanden at tænke »Case« hver gang, vi skal formidle komplicerede historier. Tænk hvis vi også rutinemæssigt på større historier indtænker inspiration til problemets løsning.

Hvordan har andre gjort?

Tænk hvis udlandshistorier i danske medier i højere grad end dækning af krig og valg var koblet op på en dansk debat: Enten i form af inspiration udefra på noget, som danskerne er optaget af. Eller i form af inspiration udefra til noget, som vi burde være optaget af. I DR skal vi ikke kun lave historier om »dig«, men også om »os«: Fællesskabet. Det store og de små.

En dygtig og erfaren DR-reporter fortalte mig forleden om vanetænkningen i vort fælles fag. Vi talte om de nyhedshistorier, vi fortæller til danskerne, og han mindedes et eksempel på, hvordan vi tidligere sorterede virkeligheden. Han havde for et par år siden fået fingre i en statistik over arbejdsløsheden blandt indvandrerkvinder. Tallene var opgjort på kommuner, og overalt var procenttallene tårnhøje. Undtagen ét sted. I kolonnen stod der »0 procent« arbejdsløse indvandrerkvinder ud fra en enkelt kommune.

Reporteren studsede og ringede til rådhuset for at høre, om de havde indrapporteret forkert.

»Nej, nej«, sagde de i kommunen. »Det er jo Lene-effekten«. »Lene-effekten?« »Ja, for fire et halvt år siden fik vi en ny indvandrerkonsulent, der hedder Lene. Hun elsker bare de kvinder, og efterhånden har de lært hende så godt at kende, at de stoler på hende. Og en ad gangen har hun taget dem i hånden og har sparket døren ind til en lokal virksomhedsdirektør. Og så har hun sagt, at »her er Fatima. Hun er fantastisk, og hun er ved at lære dansk. Hun kan noget, du har brug for. Og hvad er det værste, der kan ske? Jeg kommer med et løntilskud de første måneder, så hvad med at give hende en chance? Kom nu…«. Efter fire et halvt år er alle kvinder i arbejde, og alle er glade,« fortalte de i telefonen.

Reporteren fra DR ringede begejstret til redaktionssekretæren på TV-avisen for at foreslå en historie om Lene-effekten.

Men det blev afvist med begrundelsen: »Hvor er konflikten i det?« Historien blev aldrig lavet.

Nyheder er afvigelser fra normalbilledet. I vores hverdag oplever vi jo ikke konstant kriser og konflikter. Derfor skal vi lære, at det også en god historie, hvis vi efter at have afdækket de massive problemer for den kollektive trafik kan finde en busrute, der kører til tiden med overskud og glade passagerer. Og den historie kan inspirere andre: – Nå for pokker, kan man også drive et busselskab på dén måde..?

Efter tusinder af historier om stress, elendige chefer og problemer med at balancere arbejde og familie var det da en nyhed, da Radioavisen forleden kunne fortælle nyheden om, at et stort flertal af danskerne synes, at de har et drømmejob.

Det var da også en god historie, da vi fandt en hospitalsafdeling i Hillerød, der ikke blot blev ved med at tale om mangel på sygeplejersker og nedslidt sundhedspersonale, men faktisk gjorde noget nyt for at finde en løsning: De havde med løntilskud ansat to indvandrerkvinder som såkaldte husassistenter, der hjalp sygeplejerskerne med at passe deres sygeplejearbejde. Husassistenterne lagde håndklæder på plads, gik rundt med journaler og skænkede saftevand til patienterne, der var glade for den øgede service.

Sygeplejerkerne var glade, fordi de nu ikke var stressede mere, ledelsen var glad, fordi sygefraværet var gået så meget ned, at de nu kunne fastansætte de to indvandrerkvinder – der nu var ved at lære dansk og synes, at Danmark var et dejligt sted at være.

Der var ingen konflikt, der var ingen drama, ingen ofre og ingen skurke. Men det var en nyhed, andre kunne finde inspiration i.

I begyndelsen af november var jeg i Dubai sammen med 699 direktører, professorer, politikere og eksperter fra 68 lande for i fire døgn at deltage i verdens største brainstorm. Mødet i Global Agenda Council var arrangeret af den uafhængige organisation World Economic Forum med hovedsæde i Schweiz med henblik på at give status og råd til de statsledere, der hvert år mødes i januar i Davos.

Eksperterne, der blandt andet tæller Al Gore, Tony Blair, førende Aids-forskere, verdens skarpeste økonomer, samt topchefer i IBM, Sony Entertainment og Disney, skal de næste foreløbig fem år løbende samles for at drøfte verdens tilstand og udvikle globale anbefalinger og innovative løsninger, der skal forsøge at forbedre verdens tilstand på en række områder.

Undervejs i drøftelserne i de 60 ekspertgrupper, der var samlet i det airconditionerede konferencecenter i den arabiske ørken, var der mulighed for at hente inspiration og nye perspektiver fra de andre grupper. Og det væltede ind til vores aflukke, der beskæftigede sig med fremtiden for medier og underholdning.

De kom fra grupper, der beskæftigede sig med løsninger på problemer med f.eks. klimaet, etniske konflikter, vandmangel, finanskrise, religion… Alle appellerede til medierne om at oversætte udfordringer, fremvise de gode eksempler og sætte nye dagsordner. Men den almindelige skepsis overfor vores fag var enorm.

»Mere end nogensinde er der brug for nytænkning, tilsidesættelse af national protektionisme og innovative løsninger på tværs af traditionelle skel og grænser. Men i medierne vil I jo kun fortælle om problemer og konflikter«, konstaterede den ene ekspert efter den anden. Så det er ikke kun et dansk fænomen at efterlyse en presse, der både er uafhængig, kritisk, undersøgende og samtidig åben for at formidle historier om ideer, nyskabelser og løsninger, der kan inspirere andre. Heller ikke for DR Nyheder er det et spørgsmål om enten at være kritisk eller konstruktiv. Vi må ikke lade os fange i det, amerikanerne kalder »The Tyranny of the Or«. Enten/eller-tyranni. Vi skal turde være begge dele i vores nyhedsformidling til alle danskere.

Vi skal turde supplere vores traditionelle nyhedskriterier med et nyt: Konstruktive nyheder.

I februar 1999 advarede Peter Harms i en kronik i Jyllands-Posten mod journalistikkens fasttømrede definitioner på ”den gode historie”:
”pressen (har) det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet – og i det lange løb kedsommeligt – bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager”, skrev han. ”Og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det “nyhedsliv”, som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver “nyhedstrætte” og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder.”