Budskabet til eleverne
Velkommen til dit nye liv som konstruktiv journalist og medie-navigatør!
Din mission som konstruktiv journalist er at se verden – ikke kun gennem dine egne øjne – men også gennem andres øjne for at forstå, hvorfor de gør, som de gør. Det betyder, at du skal trænes i at kunne “lytte højere”. Og i at tro på, at du – sammen med andre – kan være med til at påvirke verden.
Din succes som konstruktiv journalist skal udspringe af din formidlingsevne, dit engagement og din nysgerrighed. Den vil blive målt i professionalisme og kvalitet samt din evne til at blive modtaget, delt, tygget på og sendt videre.
Den konstruktive journalistik er altid “under construction”. Det betyder, at du bliver en aktiv medspiller i udførelsen af det journalistiske arbejde; det er dig, der vælger hvilket udsnit af virkeligheden, der er vigtigt for andre at forholde sig til og det er dig, der vælger hvilket perspektiv, som din historie skal fortælles ud fra.
Denne bog hjælper dig – gymnasieelev og måske en af fremtidens konstruktive journalister? – med at have noget på hjerte.
Hvad interesserer dig?
Hvad interesserer klassen?
Du er selv et perspektiv på verden. Dit objektiv kan kaste lys, der hvor der ellers er mørkt, kedeligt eller kompliceret og gør du dig umage, kan du trække os andre med ind i lyset og forøge både dit eget og andres horisont.
Vi glæder os til at følges med dig på rejsen: En rejse, hvor destinationen er dig – mod spændende, sjove, foruroligende, indsigtsfulde, samfundsforandrende nye perspektiver og et forøget bevidsthedsniveau!
Ryk dig selv! Ryk de andre! Ryk verden!