“Da Fyens Stiftstidende smed sin sure cerut..”

Per Westergård:

Da Fyens Stiftstidende smed sin sure cerut og vedkendte sig sit ansvar for samfundet.
Af Per Westergård, ansvarshavende chefredaktør Fyens Stiftstidende, direktør Fynske Medier, formand for journalistuddannelsen på SDU.
Tanken havde rumlet længe. Den startede som en stille undren over, at der ofte kan være lysår mellem, hvad en læser synes er en god historie, og hvad en journalist synes er en god historie.     Ethvert medium har et samfundsansvar. En regionalavis som Fyens Stiftstidende har et stort ansvar, for avisen fylder voldsomt meget på Fyn, hvor landsdækkende aviser aldrig rigtigt har fundet fodfæste.
Det ansvar skal vi tage på os.
Det spørgsmål, vi har stillet os på Fyn, er, om det er muligt at supplere den traditionelle, kritisk iagttagende rolle med en mere aktivistisk tilgang, hvor avisen selv går ind i arenaen, selv spiller en rolle, selv påvirker begivenhederne?
Vores svar er ja.
Og vi skal endda mere end det. Vi skal udfordre ikke blot magtens dumheder. Vi skal presse magten til i højere grad at gavne samfundet, skabe fremgang, vækst, velstand, udvikling. Vi skal som journalister selv bevæge os ind i arenaen og være med til at vise vejen, påvirke udviklingen, skabe løsninger.

Skridt nummer ét: Konstruktive stempler

Første skridt i den konstruktive fornyelse af journalistikken var enkelt. Vi indførte en række nye, journalistiske formater – en systematisk brug af artikler, der hver især blev påført et grafisk ”stempel”, hvori der stod ”Sådan kan det løses”, ”Sådan gør andre” eller ”Tre gode råd”.
Stemplerne var blå, runde og stærkt iøjnefaldende.
I ledelsen kaldte vi dem for ”løsningsstempler”, men journalisterne omdøbte dem hurtigt til ”skudhuller” – formentlig for at lægge lidt ironisk distance til dette nye fænomen i deres liv. I redaktionens årlige sommerrevy blev fænomenet da også kærligt mobbet med et mylder af runde, blå papskilte med alternative forslag som ”Sådan gør ingen”, ”Sådan gør alle” og ”Langt ude”.
Grundidéen i de konstruktive stempler er, at journalisten ikke kun skal beskrive et problem. Han eller hun skal, så ofte det er muligt, stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg drive denne sag videre? Hvordan tilføjer jeg ny viden til denne sag? Hvordan kan jeg inspirere sagens aktører med erfaringer udefra? Hvordan kan jeg bidrage til en løsning?
Det lader sig ikke gøre ved hver artikel. Langt fra. Men muligheden skal overvejes. Hver gang.
Lad os se på et eksempel:
Eksempel: Nordfyn Kommune slås som mange andre kommuner med sin skolestruktur. Krisen kradser. Børnetallet falder. Et flertal i kommunalbestyrelsen lægger op til at nedlægge otte skoler. Forældre og lokale bysamfund er i højeste alarmberedskab.
Da kommunalbestyrelsen på et møde skal diskutere den fremtidige skolestruktur, ringer avisen til en række skoler for at få indtryk af, hvor mange forældre og lærere, der har tænkt sig at møde op på Bogense Rådhus for at overvære politikernes diskussion. Det viser sig, at det har mindst 300 borgere tænkt sig at gøre. Bogense Rådhus har plads til 130.
Journalisterne går til borgmesteren, men han ser det ikke som sin opgave at skabe plads til de borgere, der vil følge debatten. ”Det er en diskussion mellem politikerne og ikke en debat med borgerne,” siger han afvisende til avisen.
I smuk overensstemmelse med avisens konstruktive ambitioner i det lokale demokrati, maser journalisterne Heidi Juel og Lærke Bjørn Andersen ufortrødent på.
De forhører sig hos andre kommuner og finder ud af, at i nabokommunen, Middelfart, oplever man jævnligt, at byrådssalen ikke kan kapere det antal borgere, der ønsker at overvære kommunalbestyrelsens møder, og så flytter man møderne til en stor sal i byens kulturhus.
En artikel bliver skrevet. Pang! På med stemplet: ”Sådan gør andre”. En konstruktiv vinkel på en aktuel debat.
De to journalister er imidlertid mere ambitiøse end som så. De forhører sig rundt i Nordfyn Kommune og finder ud af, at hvis byrådet ønsker at gøre plads til de mange forældre, der vil overvære byrådsmødet om den fremtidige skolestruktur, kan de henvende sig hos Nordfyns Gymnasium, der råder over en stor kantine med plads til 4-500 personer. Den er ledig netop den aften, hvor byrådet skal diskutere.
Ny artikel. Pang! På med endnu et stempel: ”Sådan kan det løses”.
Borgmesteren afviser fortsat: ”Hvis 700 mennesker vil følge en debat i Folketinget, bliver det jo heller ikke flyttet. Så jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle gøre det anderledes her,” siger han til avisen.
Stærke journalister med lyst til at spille en konstruktiv rolle i det lokale demokrati giver ikke op så let.
Journalisterne går sammen med et fynsk video-selskab, der tilbyder sin hjælp, og nu bliver der på avisens og videoselskabets initiativ trukket kabler i lange baner. Fra et kamera i byrådssalen, ud gennem hoveddøren i Bogense Rådhus, hen over en parkeringsplads, 200 meter ned ad en gade og så til højre ind på Bogense Skole, hvor to kæmpemæssige storskærme og 300 stole står klar, så interesserede borgere kan overvære byrådets møde.
Samme dag forklarer den ansvarshavende chefredaktør i avisen, hvorfor avisen har besluttet at ”åbne” for skoledebatten:
”Det er ikke avisen, der skal afgøre, hvordan kommunalbestyrelsen holder sine møder. Det er heller ikke avisen, der skal afgøre, hvilke skoler, der lukkes på Nordfyn. Avisens opgave er at sikre, at debatten om skolelukninger bliver så gennemsigtig som mulig, så oplyst som muligt, så kvalificeret som muligt – så enhver borger har et solidt grundlag for at tage stilling og blande sig i debatten. Derfor har Fyens Stiftstidende allieret sig med Matrix Film og sender i aften direkte fra byrådssalen på Bogense Rådhus til den nærliggende Bogense Skole.”
Stemplerne virker. Og de bliver brugt. I enkelte udgaver af Fyens Stiftstidende vil det være muligt at finde op til ti løsningsstempler. I de fleste udgaver er det to eller tre stempler. Antallet er ikke afgørende. Men ingen udgave bør være uden løsningssignaler.
Et kvalificeret bud er, at de blå løsningsstempler siden starten i 2010 har optrådt tæt på 2000 (to tusinde) gange i Fyens Stiftstidende.

Skridt nummer to: Konstruktive kampagner

Løsningsstempler er én ting, og de er vigtige, fordi de vænner os til at se ud over den rene problembeskrivelse og føjer ekstra værdi til journalistikken gennem konstruktive vinkler. Og så er de et massivt signal til læserne om, at vi i den grad arbejder indædt på at bevæge avisen i en ny og for læseren mere brugbar retning.
En anden ting – mindst lige så vigtig – er avisens evne til at adressere de større emner, sætte de store dagsordener og skabe journalistiske kampagner som virkelig prenter sig i læserens erindring, rager op, sætter sig spor og skaber forandring.
Det kan vi gøre gennem traditionel afslørende journalistik, som når avisen i flere uger sætter fokus på det manglende retsopgør efter den spekulation i oppustede ejendomspriser, som i årene frem til finanskrisen var med til at sende det danske samfund i krise og lukke mere end ti pengeinstitutter.
Vi kan også gøre det gennem konstruktive satsninger – journalistik som hen over flere uger målrettet arbejder på at skabe løsninger på væsentlige samfundsmæssige problemstillinger.

Lad os tage et eksempel:

Fyens Stiftstidendes Odense-redaktion har registreret, at hver femte butik i Odense City har et skilt i vinduet med ”Til salg” eller ”Til leje”. Det er krisetid i detailhandelen. Krisen skyldes en blanding af finanskrise, høje huslejer i strøggaderne, diskutable parkeringsforhold, skarp konkurrence fra butikscentre udenfor byen og splittelse mellem de hen ved 500 butikker i Odense City.
Redaktionen beslutter at angribe sagen med en nærmest gigantisk kampagne, der under et fast logo, ”Mere gang i City”, fra start signalerer, at målet er at finde løsninger. Målet er – med hjælp fra borgere, eksperter, handlende og politikere – at identificere en række konkrete, brugbare initiativer, der kan puste liv i Odenses på det tidspunkt noget hensygnende butiksliv. Mere gang i city
Kampagnen kører i 16 dage i træk på avisens Odense-sider. Fire reportere leverer mere end 50 hele avissider og slutter med ti konkrete bud på, hvad der kan skabe mere gang i city.
Redaktionen dokumenterer krisen, kortlægger 72 lukkede butikker, afdækker årsager og syndere. De opsøger byer i Danmark og Europa, der med tilsvarende problemer er kommet styrket ud af kriser. De finder handlende i Odense, der trods lukning af nabobutikker, gør noget rigtigt og klarer sig fint. De udfordrer interesseorganisationerne – Cityforening, kommune, gadeforeninger, butiksudlejere. Hvad gør I? Hvad kan I gøre anderledes? Det vælter ind med forslag til avisen, og debatmøder på avisen samler fulde huse.
Mange avisartikler fra døgnets rejsestald har en kort levetid hos læserne. Serien om ”Mere gang i City” kan alle huske flere år senere. Den satte spor.
En del journalister mener, at en sådan form for aktivistisk journalistik skal vi holde os fra. De er bange for, at vi kommer til at gå myndighedernes ærinde. Eller virksomhedernes ærinde. Eller regionens. Eller kommunernes. De mener, vi skal nøjes med at iagttage, hvad der sker inde i arenaen. Vi skal blive på lægterne og beskrive, hvad der sker i arenaen. De frygter at få smuds på fingrene og kompromittere deres integritet.
Journalistikkens fundamentalister lader ikke denne verdens religiøse fundamentalister meget tilbage. Mediernes succes afhænger netop af vores evne til at udfordre den journalistiske fundamentalisme, tænke fordomsfrit, nytænke avisens rolle og gøre den til en nødvendighed for enhver borger.
En avis som Fyens Stiftstidende har i sit lokalsamfund en position, hvor vi kan gennemføre journalistiske kampagner med så stor gennemslagskraft, at ingen vil kunne hævde, at vi går snævre interessers ærinde. Vi kan gennemføre kampagner, hvor vi fra starten gør den præmis klar, at vi skriver med et ønske om at fremme brede, samfundsmæssige interesser. Vi skriver for læserne, for fynboerne, for Fyn.
Alle andre aktører – Dansk Industri, fagforeninger, politikere, offentlige myndigheder – er velkomne til at byde ind som kilder eller debattører. Men det er avisen, der sætter dagsordenen.
Af og til tænker jeg, at de journalister, som råber højest om risikoen for at miste redaktionel integritet, er netop dem, der har problemer med deres integritet. Jeg nøjes med at tænke det. Personligt er jeg overbevist om, at hvis man dybt i sin sjæl ved, hvad man er sat i verden for – at tjene sine læsere bedst muligt, at gavne og udfordre dem, at forholde sig kritisk til enhver kilde, at levere den bedst opnåelige version af sandheden – så har man ikke bare spillerummet, så har man også pligten til at påtage sig et ansvar for en konstruktiv udvikling af sit samfund.
Lad os tage et par eksempler mere:
Gennem en stor kampagne, ”Det skal Fyn leve af”, satte redaktionen sig det mål at afdække, hvordan Fyn kan skabe nye job og vækst på niveau med resten af landet i en tid, hvor de traditionelle fynske erhverv – industriel produktion, gartneridrift og transport – flager ud til andre lande og gør det synligt for de fleste, at fremtiden ligger indenfor nye erhverv.
Også her var målet fra starten klart: Lad os udpege de virksomheder og erhverv, som kan drive fremtidens vækst og jobskabelse på Fyn, og lad os diskutere i avisen, hvilke aktører i samfundet, der skal gøre hvad for at sikre, at disse muligheder bliver udnyttet bedst muligt. Journalisterne giver ikke løsningerne. Men journalisterne bruger deres formidlingskompetencer til at drive en konstruktiv debat i retning af stadig større afklaring.
Kampagnen kører i to uger. Tre journalister, en fotograf og en redigerende er fuldtids på opgaven i en måned.

Skridt nummer tre: Levende, konstruktiv og ugentlig café-journalistik

Samtidig med at ”blå skudhuller” og store journalistiske kampagner holdt deres indtog i avisens spalter, åbnede vi Café Stiften – en café som hverken har duge på bordene, menukort eller servitricer, men som byder på spændende gæster, kloge ord, underholdning, debat, engagement og samvær mellem mennesker.
Café Stiften ligger i snorlige forlængelse af avisens øvrige konstruktive tiltag. Avisen vil spille en aktiv rolle i det fynske samfund. Vi vil deltage. Ikke kun iagttage. Vi vil bringe borgere sammen, skabe debat og i fællesskab formulere løsninger på aktuelle udfordringer.
Caféen er som journalistikken: Aktuel, kritisk og uafhængig. Nu også konstruktiv og løsningsorienteret.
Vi har plads til 150 mennesker i caféen, og vi kan se tilbage på tre sæsoner med fuldt hus hver uge. Enkelte arrangementer har været så populære, at vi kunne have fyldt salen både to og tre gange.
Gæster i Café Stiften har været politikere som Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning Schmidt, Bertel Haarder, Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal, Margrethe Vestager og Lars Barfoed. Det har været sportsfolk som Chr. Eriksen og Jan Pytlick. Der har været kulturpersonligheder og erhvervsfolk. Vi har snakket byudvikling, efterløn, aktiehandel, børnemishandling, have-pasning, klassekamp, retsprincipper, krig i Afghanistan, det arabiske forår, journalistik og historie…
Her gik vi ellers og troede, at det fysiske møde mellem borgere var for evigt tabt, at forsamlingshuset var lukket – udkonkurreret af statsligt tv og et stadig mere fragmenteret samfund. Nogle af os husker med gru, hvordan vi for få år siden kun ved at lokke en hel gymnasieklasse til at deltage var i stand til at presse deltagertallet op over 40, når vi arrangerede debatmøder om EU eller kommunalvalg.
På Fyn er det levende, vibrerende møde mellem borgere genopstået i form af Café Stiften.
Hvad der lige skete? Vi fandt en trylleformular, som lå og ventede på at blive opdaget. Formularen består af aktualitet, passion, klubstemning og masser af markedsføring.
Aktualitet er vigtig i caféen som i al anden journalistik. ”Publishing is timing,” siger amerikanerne. De emner scorer højest, hvor gæsterne i forvejen har appetit på at vide mere – fordi emnerne aktuelt har været rådyrket i avisen, eller fordi emnerne på anden måde er aktuelle.
Passion er alt afgørende. Du skal finde en cafébestyrer – på Fyn hedder han Esben Seerup og er redaktionschef – der kan bringes til at brænde for caféen, og som hæmningsløst forfølger enhver mulighed for at trække de stærkeste oplægsholdere til caféen uden at kunne tilbyde andet end et par flasker vin for deres deltagelse.
Klubstemning er lige så afgørende. Café Stiften er en lukket fest. Der er kun adgang for avisens faste, normalprisbetalende abonnenter. Ikke-læsere, løssalgskøbere og rabat-abonnenter kan ikke – om de så betalte en million – tilkøbe sig adgang til caféen. For de faste er det gratis.
Markedsføring… ja, naturligvis hjælper det, når avisen hver uge sætter flere sider af til redaktionelle optaktsartikler, adskillige dages annoncering og aldrig mindre end to fulde siders redaktionel omtale fra selve café-arrangementet.
Betydningen af caféen lader sig næppe overvurdere. Jeg kan finde mennesker på Fyn, som stadig ikke har hørt om avisens konstruktive tilgang. Men jeg kan ikke finde én eneste, der ikke har hørt om Café Stiften, og som enten selv har været der eller vældig godt kunne tænke sig det. Mere end 7.000 fynboer har været gæster i caféen.

Skridt nummer fire: En social profil med et stænk af aktivisme

Når Frelsens Hær på Fyn mangler 200.000 kroner i at kunne uddele julehjælp til alle værdigt trængende børnefamilier, så ville vi for få år siden have konstateret dette i en notits og derpå være gået videre til næste emne.
I dag er det naturligt for os at overveje, om Frelsens Hærs pengemangel er et problem, som avisen skal hjælpe med at løse.
Egentlig er det ikke avisen, der hjælper Frelsens Hær og de fattige børnefamilier. Avisen bruger blot sin evne til at skabe kontakt mellem borgere, og lade det ene hold fynboer hjælpe et andet hold fynboer. ”Fyn hjælper Fyn”, hedder kampagnen, der har været gennemført et par gange.  Andre typer af indsamlinger er senere kommet til.
Café Stiften og en indsamling som “Fyn hjælper Fyn” er to sider af samme mønt. De handler begge om læserinddragelse. De handler om at ville knytte nye bånd til læserne og mellem læserne. De handler om at finde en ny rolle for den trykte avis i en verden, der bliver mere og mere præget af sociale medier, nyheder i realtid og konstant interaktivitet.
Og så er der i øvrigt ikke så meget nyt i, at en avis engagerer sig i indsamlinger med et socialt sigte. Det var et centralt element, allerede da Henrik Cavling i starten af forrige århundrede skabte det nye Politiken. På Fyn synes vi – godt 100 år senere – at det passer naturligt til vores løfte om at påtage os en aktiv rolle i det fynske samfund.
Kritisk journalistik er den konstruktive journalistiks forudsætning
Tro ikke et øjeblik, at konstruktiv journalistik handler om fravær af kritisk journalistik.
Det gør det ikke. Læserne siger, at vi er for negative. De siger sjældent – faktisk aldrig – at vi er for kritiske.
Læserne ønsker en kritisk avis. De ønsker en avis, der ikke nøjes med at stikke mikrofonen hen under næsen på politikere og erhvervsfolk for at gengive, hvad disse gerne vil have frem om sig selv. Læserne forventer, at vi går kritisk til magthaverne. De forventer, at vi hjælper dem med at skille PR, spin, interessevaretagelse og fakta fra hinanden. De forventer, at vi afslører, når der er misforhold mellem, hvad magthavere siger, og hvad de gør.
Læserne siger blot samtidig: Fri os for det mavesure og det konsekvent negative. Vis os, at der også findes ting i samfundet, der lykkes. Giv nye idéer en chance. Inspirér os, tak.
En avis er født kritisk. På Fyn afprøver vi blot, om vi kan varetage denne kritiske medgift samtidig med, at vi slår et slag for et styrket Fyn og udnytter avisens samlende kraft i lokalsamfundet til at skabe løsninger.
Det kan vi. Jeg er overbevist om, at vores tiltag – skudhuller, konstruktive kampagner, øget læserinddragelse, aktivisme – giver den enkelte borger en fornemmelse af at have fået bedre mulighed for at påvirke sit samfund.
Er det til gavn for samfundet? I den grad.
Er det til gavn for demokratiet? I den grad.
Er det til gavn for avisen? Sandsynligvis.
Fyens Stiftstidende har gennem de år, vi har arbejdet med konstruktiv journalistik, bremset sit oplagsfald.  For to år siden havde avisen en årlig sivning i hverdagsoplaget omkring syv procent. I dag har vi en sivning tæt på nul procent.
Kan det tilskrives konstruktiv journalistik? Nej. Naturligvis ikke. En sådan opbremsning skyldes en parallel indsats på mange fronter. Stærkere ledelsesfokus på bladsalg, åbning af nye salgskanaler, bedre samspil mellem print og online, bedre markedsføring, flere loyalitetsprogrammer.
Men ingen skal fratage mig troen på, at også den journalistiske fornyelse har spillet en rolle.
Ingen.

(Artiklen er bragt i forkortet udgave)